Generalforsamling i FIF 19. januar

Den 19. januar, kl. 16.00, er der generalforsamling i Fjelstervang idrætsforening. Alle er velkomne i klubhuset for at høre, hvorledes de forskellige idrætter er forløbet i 2018.

 

Flere nye tiltag blev igangsat i 2018 – både madholdet for børn, som har været en stor succes både på forårs- og efterårsholdet. Ligeledes blev der taget godt imod yoga for børn og yoga for voksne.

Derimod var der ikke nok børn til at få floorball i gang, ligesom badminton for børn måtte aflyses i efteråret, da det ikke lykkedes at finde en træner.

Det lykkedes dog at samle damer nok i efteråret til at få damefodboldholdet i gang igen.

 

Flere af bestyrelsesmedlemmerne, som er på valg, modtager gerne genvalg. Marianne Bank, som har været med i børnefodbold i 6 år, genopstiller ikke, og det gør Karina Serup Dullweber, som har været foreningens sekretær i 6 år, heller ikke. Endelig er der en ubesat bestyrelsespost i badmintonafdelingen, som er forsøgt besat i de sidste par år. Det er dog ikke lykkedes. Der skal lyde en stor tak til både Marianne og Karina for jeres indsats i de 6 år.

 

Det vil være dejligt, om der er nogle af medlemmerne eller forældre til de aktive børn, som kunne have lyst til at give et par år som medlem i bestyrelsen. Det er ikke nogen stor opgave. 6-7 bestyrelsesmøder om året samt lidt assistance i forbindelse med gymnastikopvisning og byfest.

 

Det betyder meget at få posterne besat, så vi har mulighed for at opretholde afdelingerne og idrætsforeningen, og dermed give børn og voksne mulighed for at gå til idræt lokalt. Mød derfor op og vær med til at sikre idrætten i fremtiden i Fjelstervang.

Fjelstervang Idrætsforening

Yderligere information

Denne side bruger Cookies, ved at klikke videre accepterer du brugen af disse

OK